Skandaledommer og lorte journalistik

Forestil dig følgende scenarie… En topseedet Caroline Wozniacki spiller semifinale i Australian Open, her møder hun en relativt uprøvet ung spiller der ikke er seedet og til at dømme kampen har man udpeget hendes bror Patrick, Caroline slår den useedede modstander ud i to sæt og går ubesværet videre til næste runde.

LYNQUIZ!

  1. Kan man forestille sig det?
  2. Gu kan man da røv!

(Se det korrekte svar lige nedenunder her, når du er færdig med at læse denne sætning)

Det kan man naturligvis ikke, det er der jo ingen, i hele verden, der ville finde bare nogenlunde objektivt eller fair, måske lige bortset fra Piotr men altså…. så næsten ingen i hele verden ik!

Så prøv at forestil dig at lige netop det skete i dansk fodbold, i landets bedste række, Brøndby og FC København clasher i et mesterskabsspil og en lidt for ivrig Jan Bech rullede strategi 17.2 ud og fik sin storebror Flemming til at dømme kampen – Sådan helt uden at gå i dybden med detaljer, hvad kunne du så forestille dig reaktionen ville være? Det ville være helt umuligt at sige, resultatet derimod ville nok være pænt meget givet på forhånd mon ik?

Det ville selvfølgelig aldrig nogensinde ske – af mange årsager, dels fordi Jans bror slet ikke er superliga dommer, dels er jeg slet ikke sikker på at han rent faktisk kan løbe så langt. Men mest af alt så ville det bare være helt utænkeligt at sådan et scenarie udspillede sig i den danske liga og heldigvis, den lider under så mange andre udfordringer.

Så derfor vender vi lynhurtigt blikket mod håndbolden – Her tænker du måske straks, “Jeg vidste det! Jeg fucking vidste det bare, først svarede jeg rigtigt på lynquizzen og så vidste jeg bare at det var håndbolden den var gal med! Det er også den korrupte liga mand! styret af jyder og de er jo mega indspiste det er sådan noget fætter kusine pis hele molevitten” så skal du vide at det er ikke håndbolden jeg refererer til så slap lige af ik! Og bare fordi man stammer fra VSTGN’en kan man sagtens øve sig i at tale pænt.

For det ville jo heller aldrig nogensinde ske i damehåndboldligaen at man ville tillade en dommer at dømme en kamp hvor dommerens søster var kontraktligt forpligtet i en af klubberne eller hvad? Det kan jeg i min vildeste fantasi, ikke forestille mig at man ville opfatte, som andet end inhabilitet.

Det eneste scenarie, hvor almindelige normalt tænkende mennesker, rent faktisk kunne forestille sig, at dommeren der dømte en kamp, var i familie med en af spillerne på det implicerede hold, ville være Vildbjerg Cup for u9 spillere, og kun hvis den oprindelige, helt objektive og upartiske dommer, får en helt uventet fiber i venstre baglår og en tilfældig far træder til, for at overtage fløjten – nuvel, så lad gå, eller pyt som de siger i USA for tiden.

Men kan vi ikke ret hurtigt slå helt fast, at hvis der skal være en minimum af integritet og habilitet, i forhold til en dommer er det, at være familiært forbundet til en spiller, der optræder på det hold man er sat til at dømme, det duer bare ikke punktum.

Så Kære Administrationschef, Ligachef og ikke mindst General Manager Kim Pedersen,

Er du sød at sørge for at vi fremadrettet kan fjerne en del unødige spekulationer omkring inhabilitet og resultaterne af de spillede kampe i den danske ishockey liga, ved simpelthen, ikke at lade dommere dømme kampe, hvori de har et åbenlyst tilhørsforhold til en af de implicerede klubber eller spillere – Det må være det absolut mindste vi kan forlange af en med så mange ledertitler Tak!

Og når du så har fået styr på det der dommerfis, så vi et par høns mere der skal plukkes for det er ikke kun mig, men også Jesper Duus og en der hedder Allan, der er pænt trætte af den måde i kører tingene på – men alt det må vi tage efterfølgende, det her er altså presserende.

Nok om det, jeg ville ha’ skrevet et laaaaaaaangt indlæg men det bliver nok ikke bedre alligevel og det kunne hurtigt blive et lidt for langhåret indlæg om udviklingen og indviklingen i dansk ishockey og det rager åbenbart folk langsomt inklusiv Kim Pedersen selv, som tilsyneladende har brugt sin tid på at oparbejde flere titler end Joachim B Olsen formåede på hele sin Team Danmark støttede fantomkarriere.

Vi skal alligevel også videre til noget der er meget mere interessant, Ghita-gate, det er meget vigtigt for ægte influencers eller bloggers at beskæftige sig med nogle af de ting eller sager som folk virkeligt går op i og her er Ghita bare så meget oppe i tiden, det har hun jo sådan set altid været, så hun fortjener jo en vis form for respekt, og ja hun siger ting i det famøse interview, som Ghita under normale omstændigheder aldrig ville ha’ sagt, men når man står direkte helt derude på kanten af afgrunden og stirrer tomt ned i generationskløften, så kan man godt blive lidt angstprovokeret og når Journalisten Iben eller Iben Maria? på ingen måde fatter, at når Ghita igen og igen siger at den er for stor så er det fordi den er for stor punktum!

Hvis folk nu havde gidet at lytte bare en smule mere til Ghita de gentagende gange hun igennem årene har at sagt at den var alt for stor – så var hun sgu da aldrig blevet skilt alle de mange gange…Det ved Iben eller Iben Maria da også udmærket godt, hun er jo ikke komplet idiot bare fordi Ghita siger det.

Så hey Radio24syv selvom man er dogme kan man godt udvise en vis form for konduite – men uanset hvad, så var det sikkert et større scoop end først håbet til gengæld bare ret trist at man ikke fik den lange, dybe og fine samtale ud af anstrengelserne som en lang karriere og et endnu længere liv berettiger til, der skal man selvfølgelig helst danse nogenlunde i takt, så det må nok blive en anden dag – Når Ghita har sovet lidt og Iben eller Iben Maria har fået øvet sig lidt mere, når alt kommer til alt så skal der jo to til en tango som Britt Bendixen siger.

Et par hurtige kollegiale råd hvis du er Iben eller Iben Maria, hvis du gerne vil gribe ud efter den Cavling der og jeg synes faktisk at du virker som sådan en – så skal du lave noget graverjournalistik og afdække historien om dommerne i den danske ishockey liga… så kan du gå på pension før end du aner og Socialdemokratiet havde turde håbe på!

Alternativt kunne du måske invitere Anne Sofie Allarp, Anne-Grethe Bjarup Riis og Anne Marie Helger til et syv timer langt interview et eller andet sted, måske Rungsted og debattere hvor langt ude det er at damehåndboldligaen i disse ligestillingsdebat-tider er opkaldt efter et køkken – kald det for “D’Anne’rne“, det kunne blive historisk og jeg er på nippet til at tro at både trøffelpølse og ost ville falde i bedre jord i det forum – Hvis ingen af de forslag har nok substans så bare et eller andet med Thorkild Thyrring.

Og til alle andre der ikke er Iben, Iben Maria eller Kim Pedersen så skal du, uanset hvad du måtte mene om det interview med Ghita Nørby i radioen, love mig i al fald een ting, hvis du overvejer at stemme på Klaus Riskær Pedersen til det kommende folketingsvalg – er du så ikke pænt sød, lige at vente med at beslutte dig, sådan for alvor til en anden dag, jeg har nemlig noget jeg gerne vil vende med dig først.

Indtil da…. Ha’ det godt 🙂

About the author: rndm.me

Ghostwriter & Super-influencer.... Ånderkover!