Så er det fredag!

Så blev det endelig Fredag – det er der sådan set ikke så meget nyt i, ikke i sig selv, for livet består jo af ca. 14% fredage hvilket er helt vildt dejligt og specielt i modsætning til mandage.

Jeg har besluttet mig for, på denne Fredag, at komme i gang med at skrive igen, jeg har været i en monumental skrivekrise eller hvad sådan noget hedder… blokade?, siden mit første indlæg som er tilbage fra April eller sådan, så det er slet ikke blevet til det jeg havde regnet med – endnu. Det går slet ikke, enhver idiot med respekt for sig selv og sig selv har jo en velopdateret blog hvor man deler rundhåndet ud af sig selv og så lidt mere af sig selv og i bedste SoMe og MeToo stil vender vrangen ud på de mest private og intime oplevelser – Så på den måde er jeg jo allerede langt bagud på blog-point.

Jeg har været lidt i tvivl om hvordan man overhovedet laver og skriver en blog, det viser sig at det er bedst hvis man har et format, altså en slags skabelon hvor man så propper noget indhold ind eller ned i. Der er bare det problem med formater at det er røvhamrende kedeligt i længden, det bliver for statisk på en eller anden måde synes jeg eller begrænsende måske, jeg ved det ikke, men altså måtte give op på formatet og det er en af årsagerne til at jeg ikke har skrevet noget særligt endnu – altså fordi jeg ikke følte jeg havde formatet til det.

Hvad skal man skrive hvis man ikke har et format men gerne vil ha’ en masse mennesker til at læse sin blog? Det må være udgangspunktet, skal man så skrive om mode – Det er et barskt miljø det kan jeg godt love dig, prøv at se Mascha Vangs blog!, Så er det måske bedre med noget om elektronik eller hvad med politik? Noget med børn mand! det er specielt kvinderne ret vilde med, eller kæledyr det er der sikkert også vildt mange der gider at læse om – Jeg er sikker på at kattedamer er et trofast læsersegment!

Hvordan skal man skrive det, hvad med sproget, kommaerne, stavefejlene – Skal det være spas’t, skal det være alvorligt, seriøst eller skal det være noget sagligt/fagligt noget “Sådan gør du dit drivhus efterårsklar” – Det er jo svært ik.

Og hvor skal man starte? Jeg mener der er da så rigeligt at tage fat på og vi skal nok også skynde os lidt for problemerne har hobet sig op, bank-skandaler, klimaforandringer, invandringsudfordinger, bandeproblemer, velfærdsamfundets deroute, SKAT og Bendtners karriere – bare for at nævne nogle af de mest presserende.

Først og fremmest så har jeg problemer med min bank, det er ikke noget nyt, det har jeg haft i mange år, lige siden de besluttede at jeg skulle betale for at have mine penge stående, men jeg må sige at det er voldsomt tiltaget de senere år, jeg har mine væsentligste økonomiske engagementer i Danske Bank og det kører jo ikke så godt for den institution for tiden for at sige det pænt. Vi ser nok meget forskelligt på det at drive bank vil jeg mene, det er i sagens kerne nok meget naturligt eftersom jeg aldrig har været bankdirektør og danske banks direktør nok aldrig prøvet hvad det vil sige at være sådan en slags almindelig kunde.

Fra jeg var et lille kid, hvor en bank var en bank, og til i dag hvor det er et stort cirkus af et selvbetjeningshelvede, pakket ind i useriøs rådgivning, elendig betjening, nul service og så organisatorisk stringent, at den enkelte ansatte er strippet for prokura til at beslutte noget som helst på egen hånd – og heldigvis for det, for dem jeg har haft fornøjelsen af at møde, altså dem i forreste række, de ved da ikke helt vildt meget om noget som helst, de er tilgengæld godt oplært i frasen “Jamen det kan du da ordne via netbank” og så kan man gå hjem og hygge sig lidt med det.

Hvis vi springer let og elegant over forretningsprincipper, indførelsen af hæveautomater , indlånsmarginalrenter, gebyrer og en lang række andre kedelige teknikaliteter og lige ser bort fra noget med hvidvaskning i Estland som vi endnu ikke helt har et klart overblik over og hvis vi samtidig også ser bort fra rapporter, interne og eksterne undersøgelser, samråd, pressemøder og live-tv med vævre forklaringer og så til sidst ser bort fra andre lignende finansielle institutioner der rundhåndet deler 500 euro sedler ud til lige så suspekte kriminelle arrangementer og hvis vi nu alle sammen så lige holder helt op med at se bort fra ting og lægger det hele sammen, kan vi så ikke blive enige om at det må høre op – lige med det samme ?

Måske de ultra liberale stadig klapper i hænderne over kapitalens frie bevægelighed – alle andre må være mere betænkelige ved situationen og årsagen til hele problematikken, den er nemlig ret simpel, og så tænker du måske, “Pffffft!! – det kan det da ikke være, en simpel årsag til et ultra komplekst problem, det lyder da helt latterligt?!” men det er det altså og ja det er også til den latterlige side.

Globaliseringen!….. “Årh – det magter jeg simpelthen ikke, det kan man alligevel ikke gøre noget ved jo altså, kunne det ikke bare have været kapitalismen så kunne vi i det mindste ha’ sunget en sang og viftet med en fane” og der har jeg så en god nyhed, en dårlig nyhed og en lidt dårlig nyhed som alligevel også er lidt god.

Den gode nyhed er at det HAR faktisk også noget med kapitalismen at gøre, den dårlige nyhed er at det hjælper ikke at synge om det, det har vi nemlig prøvet, det viste sig at dem der sang højest, sang piv falskt, måske fordi de også har F1 lån og Tesla’er, måske fordi de er tonedøve, måske det er kombinationen, man ved det ikke, desuden er det en del af kapitalismens uendelige paradoks hvilket er en lang historie som vi må tage en anden dag.

Så er der den lidt dårlige nyhed tilbage,som også er lidt god, den dårlige del af nyheden er at vi er tilbage til globaliseringen og selvom det er jo ret anstrengende i sig selv så opvejes det alligevel af den gode del af nyheden som er…. tadaaaa… det kan vi i det mindste gøre noget ved.

Først og fremmest så ved enhver, at på en erhvervsmæssig krise er løsningen altid, det hurtige undskyld, efterfulgt af en re-branding, og i den forbindelse kan jeg umuligt være den eneste der tænker landsdækkende reklamer før, under og efter Vild med dans ville være oplagt?

Hvis jeg var international branding directing officer of the board i Danske Bank havde jeg helt klart foreslået følgende redningsplan:

At man printer “UNDSKYLD” med store fede bogstaver, gerne comic sans, på samtlige kvitteringer man udskriver når der hæves eller betales og fremadrettet, og så længe lager haves, udbetaler 500 euro ekstra til dem som i forvejen ikke har en krone, af de penge der er tjent på at gøre det nemmere for Vladimir at vaske sine gangster penge rene, mest bare fordi han er fra Tjernobylsibiristansk og kriminel, end det i dag er for Michelle, at få et overtræk på 400 kr., mest bare fordi hun er fra Hundige, enlig forsørger til to, men på kontanthjælp.

Nok om det! Der er andet i livet end banker….Og jeg orker ikke det der med globaliseringen i det her indlæg alligevel – det kræver sgu jazz, rødvin og havudsigt, så man bedre kan føle sig akademisk, du ved nok, det er sgu da det mindste man kan forlange hvis man skal ha’ en mening.

Desuden siger min kæreste også at jeg skal vaske gulv og tage opvasken før jeg må skrive mere på bloggen, eller det siger hun ikke, hun pakkede det pænt ind i “Er det ikke bare vildt, tænk dig hvor langt vi har rykket os, du ved sådan, mellem kønnene, jeg mener med kønskampen og kønsrollerne og alt det der?” – jeg ville da give hende helt ret, hvis ikke det var fordi det i praksis betød “Er du flink lige fise ud og ordne vores samtalekøkken efter maden – så ser jeg lige noget Netflix imens jeg bedømmer cafeer på Trustpilot med mine veninder fra Facebook, for hun skal også, som hun siger, nå at dele billeder af hunden på Instagram, inden den skal luftes og sende snaps af ungerne inden de skal puttes” – Så kære 68′ generation, når jeg er færdig med at vaske op og hente børn og gøre rent og lave mad og putte unger – så har jeg en høne at plukke med jer!

Men indtil da…

Ha’ det pænt

About the author: rndm.me

Tester lige... bare fordi jeg kan! :)