Debatten DR2 – Tættere på sundheden

Det kan godt være at vi ikke længere har verdens bedste sundhedsvæsen, til gengæld har vi verdens smukkeste sygeplejersker og det kompenserer trods alt for en del, og sagen er den at vores sundhedsvæsen kan vi jo reformere eller opgradere hvis vi gider, lækre sygeplejersker hænger ikke på træerne – Og hvis de gjorde havde vi sgu da fået Jakob Ellemann-Jensen til at plante 2000 nye træer for lang laaaang tid siden – Så længe siden at det kunne have været Sofie Carsten Nielsen der havde fået ideen.

Vi vil bare gerne have ro, fred og ro til at udføre det arbejde vi er blevet sat til at udføre sagde sygeplejersken Frederikke og det er der naturligvis fuld forståelse for – Det er mere hvor meget ro Frederikke og hendes kollegaer må få og hvad roen må koste, der er problemet.

Vi har hverken tid til at udføre vores arbejde ordentligt, vi kan ikke altid komme på toilettet når vi har brug for det og frokosten er der heller ikke altid tid til – Jeg tror på Frederikke, hun ligner en der har drukket sygt meget kold kaffe – Forresten har jeg prøvet toilettet på et hospital, flere gange faktisk og det var lige klamt hver gang, så måske det er vigtigere at rengøringspersonalet kan komme på lokum først.

I sådan en debat er fokus meget rettet mod hvor mange nye læger eller sygeplejersker der er brug for – det kunne også være politibetjente eller børnehavepædagoger, det ville bare virke åndssvagt i en sundhedsdebat. I virkeligheden så drejer debatten sig måske også mere om hvordan det lykkedes os at komme hertil – med et samlet sundhedsvæsen der ikke helt lever op til det vi forventede og hvordan vi sikrer os at vi fremadrettet kan fastholde det niveau som vi forventer.

Jeg er helt med på at vi naturligvis må holde os til et realistisk forventningsniveau, men at få ro til at gøre ens arbejde ordenligt, det er en grundforudsætning vil jeg mene. Det er derfor naturligt at Frederikke og hendes kollegaer frygter en stor strukturel reform, det er nogle år siden at vi har set sådan en indført gnidningsfrit, man forstår bekymringen i forhold til et yderligere pres på personalet og nej det gælder selvfølgelig ikke kun de 6-800 personer som Sofie Løhde refererede til.

Helt ærligt så betyder det ikke så meget for mig hvem der har den bedste plan, altså sådan i rød/blå blok forstand, der er så vidt jeg kunne forstå en lang række interessante ting i regeringens udspil og da Sofie Løhde redegjorde for nogle af de områder der blev spurgt ind til lød det sådan set meget fornuftigt meget af det.

Der er lige udfordringen med centraliseringen, vi er jo ikke helt tossede med for meget centralisering af mange årsager, og hvordan man sikrer en decentralisering men samtidig opnår en tilfredsstillende form for ensartethed i kvaliteten af behandlingen og patientsikkerhed kan jeg ikke gennemskue – Men det er måske slet ikke noget problem, husker det bare som om vi har været udfordret på det punkt tidligere.

Finansieringen er også en udfordring i regeringens udspil siger Socialdemokratiet men er det ikke bare en teknikalitet, var vi ikke blevet enige om at vi har pengene?

Så er der også spørgsmålet vedrørende regionerne, det er også en massiv reformering og det er jeg heller ikke sikker på er en super god ide på nuværende, det synes Villy Søvndal i al fald ikke det er, jeg har ærlig talt ikke sat mig ind i regionerne, regionsråd, formænd og alt det der, jeg vil blot konstatere at sidst vi grinede af Villy var dengang isen begyndte at smelte on the poles – Denne gang lytter jeg på Søvndahl.

Søvndahl mente at det vigtigste i debatten lige nu og her er at diskutere de ting som vi ikke er enige med hinanden om og ikke de ting som vi allerede er enige i – Hvorefter han erklærede sig enig i alt det lægen havde sagt, der var selvfølgelig de to afgørende stridspunkter, hvem der skal agere det ledende organ og for få økonomiske ressourcer til at understøtte de forbedringer der skal til.

Det var forbløffende sagligt det meste af det, det tyder på at vi er nogenlunde enige sådan i grundsubstansen og at det her emne er alt for vigtigt til at skulle mislykkes på grund af valgkamp – Som formanden for lægerne sagde, uanset hvem der nu vinder det valg, er i så ikke bare søde at fikse det?

Hvis man skal sige noget om Søvndahl, og det kan vi da godt, så er han altså blevet for gammel til at svare “Det gør vi jo også” på spørgsmålet “Hvorfor gør i det ikke bedre” i forhold til regionernes håndtering af sygehusvæsenets ringe forfatning – specielt når man står og debatterer hvorfor det hele sejler.

Sundhedsvæsenet dækker over en lang række områder og et af de områder der har været nedprioriteret og skåret gennem de seneste, ja siden 80’erne vil jeg gætte på, eller hvornår det nu var at Valium vandt terræn, er psykiatrien. Det er et utroligt omkostningstungt område forstået på den måde at psykiske lidelser har en markant negativ samfundsøkonomisk betydning – det er et kæmpe problem for dem der går op i penge.

Det er også utroligt omkostningstungt område rent menneskeligt og det er i sagens natur et kæmpe problem for dem der går op i mennesker. Et af de mennesker var Elene Nielsen som repræsentant for personer der har eller har haft psykiske problemer og som selv har haft udfordringer, hendes baggrund er ikke noget jeg vil gengive her fordi det lød absolut modbydeligt.

Elene blev flankeret af en overlæge, han kunne godt være fra psykiatrien, det er mit gæt, Mikkel Rasmussen hed han, han er for øvrigt også regionsrådsmedlem et eller andet sted i Jylland. Mikkel mente at 20.000 stemmer på et psykiatriparti alene i Midtjylland, er et udtryk for at der er et grundlæggende stort problem og jeg er enig, det var Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti også, hun var endda lige ved at erkende sig skyldig i de mange nedskæringer, hun nåede dog at besinde sig og fordelte ansvaret ud på os alle sammen.

Liselott Blixt tager ikke let på problemstillingen, hun er også velbevandret i sundhedssystemet på et personligt fagligt plan og må derfor antages at have en indsigt andre politikere ikke nødvendigvis har, ud over Pia Kjærsgaard selvfølgelig, men det var helt tilbage til dengang hvor både jeg og Villy havde hår på hovedet.

Elene, hende repræsentanten for de psykisk syge mente bestemt at der var plads til forbedringer, ja faktisk var der stort set ikke plads til forværringer, jeg er enig sagde Liselott Blixt og spurgte Elene hvorfor hun dog ikke bare havde ringet til Liselott fra starten af, så var det da aldrig kommet helt derud – Jeg kender altså masser af psykisk syge fra min omgangskreds sagde Liselott med overbevisning i stemmen.

Jeg ved ikke helt hvor Liselott ville hen med det, men altså jeg tænker at vi skal overveje at udvide tilbuddet til at gælde samtlige af vores psykisk udfordrede og nedprioriterede – I kan bare ringe til Liselott, hun kender i forvejen en masse der har det svært – Så har vi allerede sparet 3 milliarder lige der, yderligere et par tusinde hvis Liselott kan nøjes med en Huawei i stedet for en iPhone – Du står nu i kø som nummer…. 147.521, ventetiden vil være cirka ret lang, ventetiden er gratis, har du spørgsmål så benyt venligst vores hjemmeside hvor der er hammer lækker selvbetjening.

Vi blev fortalt endnu en grum historie fra endnu en traumatiseret dame, Karin, stadig ikke noget der behøver at blive gengivet – Karin har set en del gennem sine 80 (!) indlæggelser det er noget bras sagde hun og fulgte op med en ikke uvæsentlig detalje, havde det ikke været for en ildsjæl der tog hånd om Karin og gav hende troen og modet tilbage så havde hun givet op for længe siden, i stedet var hun en af de heldige, hvis man kan tale om held med den barndom, som kom ud på den anden side som et velfungerende menneske.

Så da Liselott begyndte at tale om alt muligt inklusiv satspuljer, så blev jeg for alvor forvirret, jeg troede de var opbrugt for længst, gik de ikke til araberheste og løvesafari eller er jeg helt gal på den?

Liselott forklarede at årsagen til at vi er nået til et punkt hvor psykiatrien er noget bras, det er simpelthen fordi Liselott ikke har et pengetræ i sin baghave…. Og fordi der mangler ansatte i kommunerne – det forstår man ikke når der er skåret 30.000 stillinger over 10 år? Desuden mente Liselot at kommunerne i forvejen havde de penge der skulle bruges for at løfte opgaven – Det har de fordi det er for dyrt ikke at gøre noget og det giver jo overhovedet ingen mening.

Elene forklarede at også i hendes situation skulle der en ildsjæl til, en person som gik langt længere end jobbeskrivelse, beføjelser og forventninger fordrede i forsøget på at hjælpe hende og som i eksemplet med Karin var det først da der var en der tog ansvar og affære – det vender vi tilbage til.

Jeg kan afsløre af jeg ikke så forfærdeligt meget mere af aftenens udsendelse, for jeg blev helt ærligt hysterisk harm, sådan helt derinde hvor man har spontan lyst til at råbe af Liselott – Og herhjemme på matriklen må der ikke råbes når de sover på Ramasjang og så er gode råd dyre.

Hvor dyre er de bedste dyre råd tænker du så, og faktisk er de meget billigere end man skulle tro, et fornuftigt råd på en hurtig løsning på sundhedsområdet koster i omegnen af 49.800 kr – og set i lyset af alle de milliarder de hele tiden taler om og hvad vi ellers har brugt på konsulentbistand er det jo forsvindende lidt, så er spørgsmålet om der er en der vil finde pengene, og hvor hurtigt – måske en ildsjæl tager stafetten?.

Jeg har oplevet hvad det vil sige at agere ildsjæl i det offentlige, det var ikke altid lige sjovt, det må jeg sige, det var til gengæld også meget givende på mange områder – Det er ikke så længe siden jeg blev tvunget til at stoppe, desværre allerede efter seks måneder og du vil helt sikkert ikke tro mig når jeg fortæller dig hvorfor.

I et halvt år kørte jeg rundt med din syge mor når hun skulle til behandling og du ikke selv havde tid, jeg har fulgt hende, støttet hende og opmuntret hende, jeg har sludret med hende og hun har fortalt en hel masse om jer. I seks måneder har jeg kørt din datter i speciel skole, jeg har pjattet og leget ”rød bil” med hende, vi har sunget og snakket om kammerater og om fugle, jeg har sørget for at du, som mor, kunne føle dig tryg og sikker på at din datter kom godt frem.

I seks måneder har jeg kørt din søn til gymnasiet, i al den tid har vi talt om hvad han skulle nu hvor han blev færdig, om han skulle arbejde, rejse eller fortsætte uddannelsen. Vi har talt om hvordan det er at være ung i dag og hvilket pres der implicit ligger på den unge generation om hans drømme og forventninger til fremtiden og om hans forældre.

Jeg har hjulpet din mor da hun stod ude på en parkeringsplads og havde skidt ud over sig selv og resten af det hele, jeg har trøstet hende mens hun stortudende undskyldte, jeg har hjulpet hende med rengøring selv om det var en grænseoverskridende oplevelse for begge parter, jeg brugte oven i købet en hel time på at tale med både dig og din datter og yderligere en time på at køre hende hjem til jer i sommerhuset alt sammen for min egen regning og alt sammen uden så meget som et tak.

Jeg har grinet og spist is med din farmor nede på havnen efter hun var til tandlægen, så jeg ved hvor sød en dame hun er, og jeg har hentet din mormor fra jeres bryllup, så jeg ved hvor dejlig en aften i havde.

Så efter seks fantastiske måneder med arbejdsdage på 12 timer, både natarbejde og aftenarbejde, er jeg blevet honoreret med et samlet netto beløb på 40.000 kr, hvilket svarer til en gennemsnitlig udbetaling på 6.700 kr, det er vel nogenlunde hvad kommunen vil have for at jeg får passet mine børn i institution, så at betale husleje, forsikringer, fagforening, internet, regntøj, buskort og alt det andet gejl ser en anelse besværligt ud – Jeg gad godt vide hvad jeg betaler Liselott for ikke at have styr på botanikken i sin have, er ret sikker på at hun ikke går for 7.000 om måneden, men det er jo bare en antagelse.

Så hvis en eller anden ildsjæl kunne støve de ca. 49.800 kr. jeg står og mangler, ret meget faktisk, så kan vi tage den derfra ?

Indtil da – så må du ha’ det godt 🙂

About the author: rndm.me

Tester lige... bare fordi jeg kan! :)