Så stopper festen – Lige nu!

I dag er en fin dag, der er jazz på drengen og jeg er kommet i lidt bedre humør, jeg har desværre stadig ikke set skyggen af min manglende løn og det er jeg selvsagt ret irriteret over – Specielt nu hvor opvaskeren også er gået i stykker, det er bare ikke særligt akademisk at vaske op i hånden, altså som i overhovedet ikke, men med en klar forventning om at pengene er på vej, skal det ikke have lov at ødelægge påsken.

Nu er der også andre ting her i livet end opvask og heldigvis, for ellers rendte vi jo allesammen rundt med rosinfingre og depressioner og det er ikke spas’t i længden. Så hvad sker der ellers – Ud over et lokalt nedbrud af hvidevare tænker du… Og her må svaret absolut være: Rasmus!

Det har åbenbart været Rasmus’ uge i denne uge for først fik Rasmus Paludan København, Nørrebro, det meste af Vestegnen og dele af Christianshavn til at gå halvt amok på grund af noget med nogle boganmeldelser og så Rasmus Seebach som åbenbart tjener en masse penge på underbetalte håndværkere i et eller andet byggeprojekt som FC København er en del af.

Hvis du sidder og tænker: “Hvem er det nu lige Rasmus Paludan det er” – Så er det kort fortalt en slags reinkarnation af Mogens Glistrup…. Knapt så meget marcipanbrød – ret så meget Red Bull.

Hvis du, mod forventning, sidder og tænker “Hvem søren er det nu lige at Rasmus Seebach det er” Så er det ham der tjente en million på at synge at det ikke var vigtigt at tjene en million altså med mindre man delte den med nogen, for så alligevel ikke at gide dele med nogen.

Jeg synes det er på sin plads at vi måske lige beder alle der hedder Rasmus om at holde helt op med at lave det de laver, i al fald hvis det er åbenlyst åndssvagt, for eksempel kunne Paludan holde helt op med at indoktrinere børn og unge på gader, stræder og det der Youtube og hvis Seebach så samtidig ville holde op med at synge om hvor mange penge han har tjent på underbetalt østeuropæisk arbejdskraft så er vi nok nået et skridt i den rigtige retning?

I samme moment kan vi måske lige runde Ishøj’s borgmester der i radioen mente at det var ved at være på tide at ændre grundloven således personer der ikke er danskere kan få stemmeret – “Vi har 25% i kommunen der ikke kan stemme fordi de ikke er danskere, og det er et demokratisk problem” påpeger Ole Bjørstorp, jeg tror helt alvorligt at Ole Bjørstorp har langt større problemer som burde håndteres og så skal vi måske bede Ole om at koncentrere om ikke at komme med flere idiotiske ideer.

Nu mangler vi bare at Pernille Skipper insisterer på at alle på Nørrebro har krav på en bestyrelsesplads i enhver given virksomhed for, når over 90% af ens kernevælgere ikke er repræsenteret i toppen af dansk erhvervsliv, udgør det et demokratisk problem, og kan Ole Bjørstorp selv høre hvor åndssvagt det lyder ?

Det var bare lige det jeg ville sige – Er mega presset for tiden, det er jo snart valg og nu skal jeg både være influencer og vaske op i hånden.

Indtil da – Ha’ det rart! 🙂


About the author: rndm.me

Tester lige... bare fordi jeg kan! :)