Kapitel 01 Drømte mig en drøm

Telefonen ringede helt vildt tidligt, og langt de fleste ved jo, hvor belastende det kan være. Og så på en lørdag, som er lige nøjagtigt den dag, der udgør ret præcist 50% af de dage, hvor jeg kan sove bare lidt længe. Og som om det ikke var nok, så var jeg lige midt i at drømme mig en helt vildt lækker drøm. Jeg når selvfølgelig ikke engang at tage telefonen, før det er for sent, mest fordi jeg er helt træt efter endnu en lidt for sen nat, og da jeg endelig finder telefonen frem, er det selvfølgelig fra et nummer, jeg ikke kender. Super! Der er bare en helt speciel fornemmelse omkring det at blive vækket 07:15 i weekenden. ”Det er helt sikkert sådan en scammer fra Indien, eller måske en journalist fra Ekstra Bladet, de er omtrent lige hæmningsløse på det område,” tænkte jeg. Bedst som jeg sidder med telefonen i hånden, så ringer den igen fra samme nummer. Jeg beslutter mig for at give den indiske scammer en lærestreg for at forsøge at snyde tilfældige mennesker med en smartphone og et NemID, helt uden at have ordentligt styr på tidszonerne. Da jeg tager telefonen, viser det sig slet ikke at være en gut fra Pimpri-Chinchwad-provinsen, men en gutinde fra DR Byen. ”Godmorgen, det er Sara fra Sara & Monopolet. Du må undskylde, at jeg ringer så tidligt, men jeg har virkelig brug for din hjælp. Vi er kommet i lidt af en knibe, og vi tænkte, om du måske havde lyst til at hjælpe os?” ”Hej Sara, sikke da en overraskelse. Jeg havde ikke lige dit nummer i telefonen, og jeg troede et kort øjeblik, at du var en inder ude på ballade,” sagde jeg, mens jeg priste mig lykkelig for, at det var Sara og ikke en inder. Jeg kender ikke Sara sådan helt vildt godt, men dog godt nok til at vide, at hun er godt opdraget, og hun slår mig bestemt ikke som en, der under normale omstændigheder ringer rundt om lørdagen for at snyde folk for penge. ”Det er, fordi vi i dag i Sara & Monopolet har et specielt dilemma. Jeg kan faktisk ikke afsløre så meget lige nu, men det er et dilemma, der kræver en lidt speciel profil så…” ”Det er noget værre rod, Sara, og tak for tilliden, men lige inden du fortsætter: Så ved du godt, at jeg er super-influencer og ikke rigtigt laver radio, ikke? Hvorfor ringer du ikke til Mads Christensen? Han er jo tosset med at være med?” ”Det går simpelthen ikke med Mads Christensen, fordi han sidste gang kom til at kalde en lytter for en stivstikkerkost, og så stak det helt af på KVINFOs Facebook-side, hvor der ikke var en eneste, der sådan for alvor identificerede sig selv som en rengørings-redskabelse, og slet ikke en stiv en af slagsen. Så nu har han en sag liggende i Radio- og TV-nævnet, og indtil der er faldet ro over det, er det bare bedst, han holder lav profil. Han har, så vidt jeg er orienteret, også fået nogle trusler i sin indbakke fra en binær dame, der hedder Ulla.” ”Men Sara, nu da du lige har vækket mig, og jeg stadig ikke er helt vågen, er du sød at forklare mig igen: Hvorfor er det, at du lige ringer til mig?” ”Jamen, nu skal du høre. Det er lidt en lang historie, jeg skal prøve at gøre den kort, for vi er lidt i tidsnød. Vi skal nemlig sende her klokken 9, så vi har en anelse travlt. Nå, men der er sket det uheldige, at L.O.C., som skulle have været en del af panelet i dag, desværre er blevet forhindret. Der opstod noget akut. Ja, jeg kan jo godt sige det til dig: Han prøver jo at sparke gang i sin karriere og var i går ude for at lave en video med Chili Klaus, og er endt op med enormt dårlig mave i form af en ualmindelig lind afføring, så han har måtte melde afbud. Så forsøgte vi at få fat i Nicolaj Kopernikus, men han er på vej i sommerhus med svigerfamilien. Ja, de skulle lave hjemmelavet citronfromage fra bunden, og du ved, vi kører med sådan et Søren Pind-princip om, at man skal sige ja til det første, man er inviteret til, så han kunne heller ikke komme. Så tænkte vi: Hvem er lige så cool som L.O.C. og lige så jovial som Nikolaj? Og så poppede du op. Du kan jo heller ikke lide citronfromage så godt.” Det lød simpelthen for langt ude, men sommetider overgår virkeligheden jo fantasien, og når det sker, så skal man gribe chancen. Jeg var jo sådan set også allerede i gang med dilemma nummer et: Skulle jeg sige ja tak til at løse andre folks problemer, og så i radioen, eller skulle jeg blive hjemme og måske hellere forsøge at løse nogle af mine egne problemer? Det sidste var måske i virkeligheden lidt vigtigere. ”Sara, nu er jeg jo sådan en slags ret introvert i det, så inden jeg beslutter mig: Er det muligt, du kan sige, hvem der ellers kommer? For jeg tror ikke, jeg kan holde tre timer med Peter Mygind ud. Jeg ved ikke, hvad det er med ham, jeg bliver simpelthen SÅ ubegribeligt starstruck, hver gang der er en, der bare nævner ham…” ”Ej, du skal altså ikke være nervøs, det skal da nok gå. Peter er bare så sød en fyr, faktisk er han nok den, der er mest nede på jorden. Men du kan være ganske rolig, Peter deltager nemlig ikke i dag, for dagens panel kommer til at bestå af Asger Aamund, Lina Rafn og altså dig, hvis du siger ja?” WOW! Sagde hun lige Lina Rafn og mig? Det lød simpelthen for langt ude, men sommetider overgår fantasien jo virkeligheden, og så skal man bare skynde sig at gå i bad. ”Sara – det bliver et ja herfra. Jeg går lige i bad, og så kommer jeg, så hurtigt jeg kan. Jeg er overbevist om, at det var gået hurtigere, hvis du ikke havde nævnt Asger Aamund, men jeg skynder mig!” ”Ej, men er det rigtigt!? Det lyder bare rigtig dejligt, og tusind tak fordi du vil være med. Jeg lover dig, at det nok skal gå fint. Men hør, hvis du nu gør dig klar, så sørger jeg for en taxa, og når du så ankommer her til DR Byen, så siger du bare nede i receptionen, at du er gæst i Sara & Monopolet, så sørger de for resten. Vi ses snart, og jeg glæder mig. Endnu engang tak.”

Det bliver bare en helt hamrende perfekt lørdag, tænkte jeg. Først alligevel ikke vækket af en indisk scammer, og nu på vej til at hænge ud med Asger Aamund, som jeg bare er totalt tosset med, og som tidligere har været lidt af et erhvervsforbillede for mig – hvis man altså kan rende rundt og have sådan et. Og som om det ikke var godt nok, så kommer Lina også. Hun er så lige på min alletiders top-3-liste over de absolut lækreste mennesker, jeg kender. Så er hun desuden vinder af ”Danmarks mest sexede mor” i både 2019, 2020 og en klar kandidat til at tage prisen igen i år. Det er en pris, jeg ellers tidligere kun har uddelt til Sarah Grünewald, men det var mest, fordi jeg savnede en ny kæletysker, tror jeg. Da jeg stod i badet, fik jeg pludselig en ret god idé. Det er noget, jeg har lært af Christian Stadil, engang vi var til et businessmøde i Sverige. Det der med at bade sig i gode idéer. Det kan man jo godt have brug for i ny og næ, og rigtig meget nu, for når man skal i radioen og komme med råd, skal det helst være en slags gode råd. Nå, men… Da jeg ankom til DR Byen efter en… uhm… begivenhedsrig, sindssyg taxatur, hvor jeg har taxachaufføren lidt mistænkt for at forveksle mig med instruktøren af ”Fast and Furious”-filmen og nu håbede på, at jeg kunne skaffe ham rollen som den tyrkiske superskurk fra Istanbul i ”Mission: Impossible XXVIII”. Ja, enten det, eller også har Sara fortalt ham, at det hastede, da hun ringede. Jeg turde ikke prøve at forklare ham, at jeg ikke var filminstruktør, og at titlen som tyrkisk superskurk ligesom allerede er optaget – og for øvrigt har været optaget siden 2003. For efter at være kørt over for to røde lys, overhalet indenom, udenom og rundtenom, og alt sammen meget hurtigere end det både burde og behøvede, var jeg bare taknemmelig for at være fremme.

Der var nok noget med en forfejlet forventningsafstemning i forhold til måden, jeg ville blive modtaget på. For lige der, hvor jeg så mig selv som værende Statsradiofoniens ubetingede redningsmand og bare ventede på at blive badet i klapsalver, i samme sekund jeg trådte ind i foyeren, så så ham gutten i receptionen mig en hel del mere som sådan en, der bare ventede – og helt uden klapsalver. Så da jeg havde ventet og ventet, og var blevet sprunget over, først af Signe Lindqvist og bagefter af Marianne Bedsted i hvad man i 80’ernes folkeskole-kantine-køkultur-jargon bedst ville kunne betegne som en ”total ureglementeret baglomme”, var jeg i den grad i tidsnød. Heldigvis så stod Søren Espersen sådan lidt bag mig nede i køen, og han havde under ingen omstændigheder travlt med at skulle vente ret meget mere, for han var mindst lige så utålmodig, som jeg var ved at være. ”Perfekt,” tænkte jeg. En åbenlys mulighed for at slå to fluer med et smæk: At komme igennem security OG få sat en stopper for de tyrkiske superskurke fra Istanbul. Jeg ved godt, det er dobbeltmoralsk at fise rundt i DR Byen i weekenden og slå på fluer, imens de desperat forsøger at redde insekterne på Ramasjang, men målet helliger jo som bekendt midlet, og jeg var jo i princippet på en mission. Så jeg vender mig om, kigger på Søren og siger: ”Hva’ Søren, Espersen, er det dig? Jeg havde slet ikke set dig. Tak for sidst, det er jo ved at være længe siden. Men ej, hvor var du altså bare inspirerende, det skal du vide, det vil jeg sige, hold da op.” Jeg håber så ret meget på, at Søren Espersen er helt enig med mig i, at han var super inspirerende, og at det er så længe siden, at Søren Espersen ikke rigtigt kan huske, at vi aldrig har mødt hinanden før. Så inden Søren får husket godt igennem, skynder jeg mig at følge op med et: ”Hvis nu du sørger for, at der bliver indført en farvetest i indfødsretsprøven, så folk, der kommer udefra, som et minimum kan kende forskel på rødt og grønt, så giver jeg sgu en forlomme. Og hey, hvis du på nogen måde kan få dem til at kende forskel på dit og mit, så smider jeg en krammer oveni.” Jeg vidste, at Søren ville have svært ved at afslå den handel. Det var jo en win-win, og for folk, som er vant til at afregne den type af handler i omfartsveje, var det her jo i den billigere ende. Men bare for at være helt sikker, toppede jeg den med et: ”Jeg lover dig, Søren, at hvis vi har en aftale, så siger jeg noget pænt om dig i Sara & Monopolet.” Når man har en helt klassisk win-win situation, der ovenikøbet lige er blevet til en win-win-win situation, behøver man ikke en spindoktor til at cost-benefit-analysere, inden man hopper ud i det… Jeg mener… What’s not to like?

Da vi langt om længe var sluppet igennem det der security-halløj, klarede jeg heldigvis også lige at fare en stor smule vild – det er, hvad der sker, hvis man ukritisk følger Søren Espersen. Da jeg endelig var kommet på ret kurs og fik øje på Sara, der mest af alt lignede en, der forsøgte at vinke hånden af sig selv, var klokken så mange, at jeg ikke nåede andet end lige at komme ind, før vi var i gang. Det var en lidt stressende entré. Jeg kiggede hurtigt over på Asger Aamund, og i samme sekund følte jeg en enorm stor lettelse over ikke at have taget shorts på. For når man kommer helt tæt på Asger, så ligner han faktisk en type, som ikke er super pjattet med folk, der går rundt i shorts – i hvert fald ikke i det offentlige rum. Og jeg ville bare gerne gøre et rigtig godt førstehåndsindtryk, specielt når man er lidt af en fan. ”Er I klar på dagens første dilemma, som kommer her? Det er fra en fyr, der kalder sig Preben, og Preben han skriver følgende: 'Kære Sara & Monopolet. Jeg er forelsket i en fantastisk kvinde. Hun er smuk, sød, sjov, selvstændig og selvbevidst. Hun har et godt job og er generelt succesfuld, både som mor og karrierekvinde. Alle i hendes omgangskreds anerkender hende som et forbillede på mange områder. Så hun er det, jeg vil betegne som en drømmekvinde. Problemet er bare, at jeg har været forelsket i – lad os kalde hende Berit – lige siden vi gik i folkeskole, hvor Berit gik i klassen under mig. I skolen kiggede jeg længselsfuldt efter Berit hver dag. I flere år mødte jeg før tid kun for at stå og glane nede ved cykelskuret i op til 15 minutter, alt sammen i håbet om at få et glimt af Berit i Ball-trøje. Jeg har ikke haft kontakt til Berit efterfølgende. Jeg havde det heller ikke for alvor i folkeskolen, men jeg er stadig mindst lige så forelsket. De få gange vores veje er krydset igennem årene, og vi har stået ansigt til ansigt, har følelsen af forelskelse overmandet mig i sådan en grad, at jeg enten ikke tør sige noget til hende eller ender med at sige noget bøvet. Nu er jeg blevet inviteret til en fest i forbindelse med den gamle folkeskole, og jeg ved med sikkerhed, at Berit kommer. Så kære monopol, her kommer mit dilemma: Skal jeg deltage i festen, og hvordan forholder jeg mig til Berit? Skal jeg fortælle hende, at jeg har haft følelser for hende lige siden dengang? Hvordan griber jeg så det an, uden at det bliver over-bøvet? Eller skal jeg blive hjemme, acceptere at Berit udadtil virker lige så glad og lykkelig, man kan blive det, og slå mig selv så hårdt jeg kan lige i øjet for at have været en snegl og ikke erklæret min kærlighed tidligere? De venligste hilsener, Preben.'” I det sekund Sara var færdig med at læse Prebens dilemma op, slog det mig: Det her handlede i grunden slet ikke om Preben. Det var jo helt åbenlyst. Det var jo om mig… eller det kunne lige så godt have været om mig, hvis altså det nu ikke lige havde været om Preben. Jeg kiggede med det samme hen på Lina Rafn, og da vi fik øjenkontakt, sendte hun mig det mest afvæbnende smil, man kan forestille sig, og sådan et bestemt blink med øjnene – lidt som et blink med det ene øje, men bare med begge. Lige i det moment vidste jeg bare, at tiden var inde. The time is right, som man siger i Vendsyssel.

Nu starter du med at råbe ”Sorti de l’enfer où l’amour est interdit”, tænkte jeg, og så fortæller du Lina, hvor forelsket du har været i hende lige siden dengang, hun havde crepet garn og lige var begyndt at danse en lille smule bedre. Nej sgu da! Du fortæller hende, hvordan du har siddet og tyret røde romkugler og halve parisertoasts oppe i svømmeren og bare kigget bjergtaget på hende med hendes våde hår og badedragten fra ARENA, ja… i op til uendeligt mange gange 15 minutter. Ej, men det virker jo totalt patetisk. Du fortæller sgu da om alle de år, du gik med lokalavisen hver evig eneste uge, og helt uden at få løn, men udelukkende for at have en undskyldning for at komme forbi, der hvor hun boede. Mest i håbet om, at hun om onsdagen hang ud nede ved postkassen og bare ventede på at snave avisbudet. Det var faktisk en ting i 80’erne, det ved man, hvis man har læst ”De Grå Sider”, selvom jeg nu tror, det mest var i Jylland eller måske Lolland. Det går jo heller ikke, så risikerer man, at Asger Aamund bare tror, at man er forretningsmæssigt retarderet, og det kan man jo under ingen omstændigheder have siddende på sig – og da slet ikke på landsdækkende radio. Så var det nok bedre at lave en Nik & Jay. Sådan en… ”Vi har danset til sækkepibens æggende tone, Jeg din Mythos, du min amazone. En desperat stemme fra forstads-fortiden, Til kvinden i mit liv på ugebladsforsiden. Et dilemma om en havfrue hip hop ballerina, Et ekkokammer af spørgsmål i en uendelig stræben, For når alt kommer til alt, er Berit jo Lina, Og #JeSuisPreben“… Det virker sgu altid med en Nik & Jay. Jeg kunne se det for mig allerede: Asgers anerkendende nik med hovedet fulgt op af hans karismatiske smil. Sara med et flashback til 00’ernes Hjerteflimmer. L.O.C, der ville sidde derhjemme på toilettet med aloe vera-coatet toiletpapir i otte lag, lytte med og tænke… ”Det var lige godt sa**ns – Han er sgu alligevel sej”. Men vigtigst af alt, så ville det endelig gå op for Lina, hvor meget det bare skulle være hende og mig. Det var bare ikke lige det, der skete. For Asger syntes, Preben var lidt af en tøsedreng, og Lina Rafn havde det nogenlunde på samme facon, og i sådan en situation er det praktisk talt umuligt at springe ud som Preben. Så da Sara lagde dilemmaet over til mig, var jeg helt blank. Anede overhovedet ikke, hvad jeg skulle svare, og så gik jeg i panik! ”For helvede da også, det er lige nøjagtigt derfor, jeg aldrig nogensinde laver hverken radio eller fjernsyn – Nu kan jeg sidde her og ligne en fucking idiot, altså.” Jeg tænkte så hurtigt, jeg kunne… Og lige på det tidspunkt var det absolut ikke specielt hurtigt, så jeg sagde det eneste rigtige… ”Først vil jeg lige sige, at Søren Espersen er en alletiders fyr!” Og lige da jeg havde sagt det eneste rigtige, virkede det ikke helt som det helt rigtige at sige alligevel… Og da slet ikke, når det nu var det eneste. Heldigvis blev jeg reddet af Sara, som rundede første dilemma af med at spille den der ”Bonsoir Madame” med Big Fat Snake. Hun fornemmede godt min nervøsitet, tror jeg. Det gjorde Asger i hvert fald, men han er jo også en ægte menneskekender, så han tilbød mig en lakridspastil, sådan en med propolis. Med munden fuld af lakrids og ørerne fyldt af Big Fat Snake, forberedte jeg mig på næste dilemma. Det var på mange måder en lidt skidt start, indrømmet – men al begyndelse er som bekendt svær.

”Så er det blevet tid til dilemma nummer to, som kommer her. Det er fra Berit, og hun skriver i sin mail til monopolet: 'Kæreste Sara og det altid formidable Monopol. Jeg har fået et dilemma, som går mig mere og mere på, som tiden skrider frem. Jeg er gift med Preben, og vi har i mange år levet det perfekte ægteskab med alt, hvad det nu indeholder. Jeg har altid været glad og lykkelig, og har som sådan aldrig rigtigt stillet spørgsmålstegn ved hverken Preben eller vores ægteskab – Indtil nu. For der er sket det, at Preben har besluttet sig for at redde verden. Og her mener jeg ikke kildesortering af affald, genbrugsbutikker, at investere i en ny elbil og den slags, men sådan helt overordnet. Det lyder på mange måder som en rigtig god idé, men samtidig jo også uendeligt idiotisk. I starten troede jeg, at det var for sjov, men efterhånden er det gået op for mig, at han mener det alvorligt. Problemet er, at det tager tid at redde verden. Der er jo en del problemer for tiden, og den tid, Preben nu bruger på sin redningsplan, går fra den tid, han ellers ville have brugt sammen med børnene og mig. Nu er det så snart tid til sommerferie, som i år står på en tur til Lalandia i uge 31 med dem fra mødregruppen, sommerhus på Djursland i uge 32 med naboerne, og camping med mine forældre og resten af min familie i uge 33 & 34. Her kommer dilemmaet så: Preben synes ikke, at man behøver at holde fire ugers sommerferie, når man lige er gået i gang med at redde verden. Jeg mener netop omvendt: Hvis man er i gang med at redde verden, så er fire ugers ferie nok i underkanten. Nu siger Preben så, at han synes, vi enten skal aflyse uge 31, som er turen til Lalandia med mødregruppen, eller at jeg alternativt kan tage alene afsted med børnene uden ham. Jeg mener ikke, man kan tillade sig at aflyse en aftale med så kort varsel, og jeg har bestemt ikke lyst til at tage afsted uden ham, for så kan jeg ikke sove længe, og så er det jo ikke rigtig ferie. Så mener Preben, at vi nok godt kan nøjes med en uge, altså sammen med mine forældre på camping, men det er i mine øjne helt udelukket, da det er mine forældre, der har inviteret, og da det er dem, der betaler, så mener jeg ikke, at man kan tillade sig at sige, man kun orker en uge. Så kære kloge monopol, hvad skal vi gøre for at få sommerferien til at gå op i en højere enhed? Berit.'” Helt alvorligt, så lød det som en dårligt instrueret film af Anne-Grethe Bjarup Riis, sådan en hvor kvinderne langt om længe har taget magten, og det eneste, de så kan blive enige om, er, at alle skal sidde ned og tisse. Nu er det heldigvis ikke kvaliteten af spørgsmålet, men kvaliteten af svaret der bliver målt på, og jeg vidste allerede lige nøjagtigt, hvad jeg ville svare Berit. Så langt, så godt. ”Nå – hvad siger monopolet så til Berits dilemma? Hvad med dig, hvad siger du Asger, hvad skal Berit gøre?” sagde Sara og kiggede over på Asger, der mildest talt lignede en, der aldrig for alvor holder ferie – og da slet ikke i Lalandia. ”Jeg har faktisk oplevet en sommerferie som Berit her beskriver. Det vil nok komme som en overraskelse for mange, når jeg fortæller, at Suzanne og jeg var i Lalandia for mange år siden. Det var da Oliver var teenager, det må have været i ’89 eller deromkring. Jo, for vi var lige blevet gift, Suzanne og jeg, så Oliver må have været 13, tror jeg. Det var den sommer, jeg lærte ham at lave damer.” ”Eeeeeej Asger,” sagde Sara, ”inden du nu kommer alt for godt i gang, må jeg så ikke lige minde om, at klokken ikke er over 10 endnu?” ”Hvad siger du Lina, hvad gør Berit i denne situation?” sagde Sara og fulgte op med: ”Bonusinfo: Det er kun mødrene fra mødregruppen, som skal med i Lalandia, så Preben er den eneste mand. Og så lider Preben af en mild grad af PTDU, som er en form for vandskræk, man kan udvikle, hvis man har været i en drukneulykke.” ”Ej, men jeg er helt med Preben på den her,” sagde Lina. ”At tage i badeland med en mødregruppe, han ikke kender, i en uge, for at hun kan sove længe… men come on. Den tror jeg ikke, jeg havde fået min kæreste med på. Nu har jeg ikke selv gået i mødregruppe, men hvis jeg havde, gad han da helt sikkert heller ikke at tilbringe en uge sammen med dem. Og når han nu heller ikke er svært begejstret for vand – eller hvad det var du sagde, noget med vandskræk, ikke? Nej, han behøver overhovedet ikke at tage med i den uge. Det mener jeg er helt op til ham selv at bestemme. Til gengæld må han så æde 14 dage på camping med svigerfamilien.” ”Ja – her kommer så endnu en bonusinfo: Camping med svigerfamilien er på en nudistcampingplads,” og så gloede Sara på mig og sagde: ”Hvad tænker du?”

Déjà vu. Ej, men déjà-fucking-vu da altså. Her sidder jeg hamrende klar med et kvalitetssvar til Preben, Berit og resten af hele Danmarks befolkning, og så bliver det lige pludseligt noget med nudisme. Det tog mig med bukserne nede, det gjorde det. Mest fordi jeg ved, hvor lang tid 14 dage på en nudistcampingplads kan være. Der sker nemlig stort set oftest det, at mænd, når de ferierer indenfor landets grænser, kan få en ubændig trang til at bygge noget. Det indtræffer som regel ikke i den første uge, medmindre man har været gift længe eller har flere børn end gennemsnittet, men trangen kommer oftest snigende i starten af anden uge. Nu forholder det sig således, at det er kropumuligt at bygge noget som helst på en nudistcampingplads, og netop derfor kan anden uge godt virke lidt anstrengende. Jeg taler af erfaring. Sidste gang der var nogen, der inviterede mig på nudistcamping, var det mig selv, der inviterede, og mest fordi jeg var lidt stresset i perioden, så opdagede jeg ikke nudist-delen af det, da jeg bookede. Når sådan noget sker – og det kan jo ske – kan man godt blive en anelse perpleks til den forbløffede side, når man så lige pludseligt står der med kone og børn, og det hele emmer lidt af en underlig situation. Vi var i hvert fald ikke ret langt inde i første uge, førend der helt spontant opstod et helt akut behov for at bygge et midlertidigt plankeværk, cirka 2,40 meter højt og hele vejen rundt om campingvognen, bare lige for at tage det værste. Da jeg var stort set færdig, viste det sig, at man stort set ikke må bygge plankeværker på campingpladser, for man risikerer, at der bliver en slags dårlig stemning i undergrunds-camping-miljøet. Det blev der i hvert fald her. Der samlede sig ret hurtigt en ret stor gruppe af ret sure nudister lige ude foran vores camping-matrikel, og langt de fleste fuldstændigt blottet for forståelse for vores plankeværksbehov. Jeg fornemmede godt den ulmende uro i nærområdet, og at en konfrontation syntes uundgåelig, så jeg bevæbnede mig med min bachelor i konfliktløsning – det skal man, når man har en – og gik ud for at afværge eventuelle tumultariske tilstande. Men inden jeg fik forklaret misforståelsen, kunne jeg godt fornemme, at de ikke var til at tale med, og så skal jeg da love for, at jeg fik et par sandheder med på vejen. Der er faktisk lige det med nudister, som mange ikke ved, men de opererer med et begreb, man kalder ”den nøgne sandhed”, og ja, der er jo ikke så meget at stille op mod den. ”Hold da fest,” tænkte jeg, og kom til at tænke på, hvordan man egentlig fester, når man lige har bygget det måske vigtigste bygningsværk i ens liv. Det eneste rigtig idiotiske, jeg kunne komme i tanke om, var et rejsningsgilde. Så det der sker er, at jeg inviterer alle de her sure mennesker til rejsningsgilde om aftenen med grill und alles, og lover at pille plankeværket ned efter en uge, hvor vi så vil tage hjem. Kompromisets svære kunst, hvilket jeg efter tiden som topdiplomat selv mener at mestre til fingerspidserne. Det virkede da også, i hvert fald til at starte med, og cirka indtil de kom forbi senere på dagen, hvor det gik op for mig, at man nok skal være en slags håndværker for at vide, hvad et rejsningsgilde for alvor er, og nudistcampere åbenbart er mere til den akademiske side. Vi endte i hvert fald op med, at der sad 8-9 halvgamle nøgne mænd, der sammen med to næsten lige så halvgamle damer gennem det meste af natten drak sig rosé-stive i vores campingvogn. For øvrigt hed den ene vistnok Belinda og kom fra Hjørring. De var under alle omstændigheder helt tossede med at høre Gnags. Hvorom alting er, var det alt sammen ret lige meget, for vi sov i bilen den nat. Teknisk set var det mest ungerne der sov, stort set alle andre hørte ”Mr. Swing King”, og så sagde min kæreste, at det nok var bedst at tage hjem efter morgenmaden.

”Hey!” sagde Sara og knipsede med fingrene. ”Hallo? Er du der?” Hvis der er noget jeg er, så er det da det. Og hvis jeg lige kan få lov at se bort fra det med sviger-nudismen, så kan jeg da glæde alle, og i særdeleshed Preben, med nyheden om, at planen for at redde verden allerede er skrevet. Eller den er næsten færdig, det ved jeg med sikkerhed, for jeg har selv skrevet den, og jeg har brugt rigtig lang tid på den. Så på den måde behøver Preben faktisk slet ikke at spekulere over, hvorvidt han skal holde 3 eller 4 ugers ferie, men holde lige så meget ferie, han behøver, og så skal han til gengæld bare nyde den. Og så tænker jeg, at det nok ville være allerbedst, hvis Berit lærer at slappe lidt mere af. Jeg kiggede igen hen på Lina Rafn. Hendes øjne lyste op, og hun smilede og sagde: ”Hvor er du for vild altså. Jeg fucking vidste bare, at det var dig, der kom til at redde verden. Jeg har vidst det, lige siden du bare sad der og var sådan en nørd oppe i svømmeren – Kan du huske det, dengang du levede af toasts og var bange for vand, så du kom bare og sad der på kanten og gloede? Du var så mega cute med dine Speedos og korkbælte. Og hver gang jeg svømmede forbi dig, så sad du bare der og var i gang med at redde verden. Hvor ville jeg ønske, vi kunne tage på nudistcamping, bare os to, lige nu og her i en taxa.” ”Hey!” sagde Sara og knipsede med fingrene. ”Så er det nu..” ”Sara! Jeg har virkelig brug for, at du omgående holder op med at knipse hele tiden, og hvis du gider at ringe efter en taxa til Lina og mig – Pronto!!” ”Her… det er din telefon, der ringer!” sagde Sara, og idet jeg rækker ud efter telefonen for at tage imod den, og jeg kigger på hende, ligner hun helt utroligt meget min kæreste på en prik. Mest af alt fordi det var min kæreste. Hun havde godt nok et forholdsvis uortodokst morgenhår, og så virkede hun en anelse mere morgensur end normalt, næsten på kanten til vred. ”Så tag dog den skide telefon altså – den vækker jo hele huset! Og kaldte du mig lige for Sara? Hvem helvede er Sara? Er det hende, der ligger og ringer eller hvad?!” Det var lige før, jeg overhovedet ikke orkede at forklare, at det var hende fra Sara & Monopolet, og hun nok ringede for at invitere mig i radioen og højst tænkeligt for at sige noget klogt. Men ligesom jeg skulle til at give det et forsøg, ringede telefonen igen. Jeg skyndte mig at tage den, dels for ikke at vække hele resten af huset, men også allermest fordi jeg ikke ville risikere, at Sara måske alligevel ville ringe til Mads Christensen i stedet. ”Hey Sara?…. Sara! – Det bliver et kæmpe ja herfra”… ”Hello Sir. I call from the Microsoft support department because we have learned that you have a problem with the security of one or more devices running Windows operating system. And Sir, to help you I need you to work together to create a quick solution to the problem. It should all go smoothly if only we follow the rules. Sir. I need you to verify your email, could you please spell out your email address to me?” Ej, men for fanden da også… Jeg kiggede på uret: 07:15. Det er bare SÅ belastende, og så på en lørdag.