Ingen penge.
Ik' noget at spise.
Meget længe.
Kæmpe krise.
Ikk' så sjovt.
Med små børn.
Ingen husleje.
Det var så fucking flovt.
Og damen nede på kommunen,
hun grinede bare.
Hold da kæft.
Hende Lotte.
Er du sindssyg,
en nar hun da var.
Det var så sjovt,
at hun hentede nogle flere
af sine kolleger.
Først var de tre.
Så kom den fjerde.
Hvor den ene så lige,
helt alvorligt,
valgte at sige:
Jeg var fuld af løgn.
Og anklagede mig
for dokumentfalskneri.
Topmålet af idioti.
Offentlig administration.
Hvor pinligt er det lige...
... pænt pinligt,
vil jeg sige.
Det var så fucking langt ude,
jeg var helt seriøst
lige ved at tude.
Vidste slet ik',
hvad jeg skulle gøre.
Der stod mange andre,
der kunne høre.
Alt hvad der blev sagt.
Det var sådan en underlig
akt af magt,
der bar' skabte
fundamental foragt.
Det var slet ik',
som jeg troede.
Ingen hjælp at hente
overhovedet.
Så stod jeg bare der
og gloede.
Hvis dem på kommunen
er ansat til at hjælpe en,
hvorfor gør de det så ikk'?
Underligt fænomen.
Ingen.
Etik.
Underlig skik.
Kommunalt stand-up-komik.
Sjovt nok.
Så griner jeg.
Ik'.
Hjælp!...
Jeg har brug for hjælp!...
Her er den hjælp, jeg fik.
Eller det da for meget sagt,
for det var det slet ik'.
Nærmere at betragte
som en kommunal slavekontrakt.
At arbejde to år
helt uden løn.
Pænt forsagt.
Tusinde tak for hjælpen.
Fik jeg forresten sagt,
den var super skøn.
Som om det ikke var
ingen hjælp nok,
så gik hjælpen for alvor
helt amok, da de stjal
min pensionsopsparing.
Helt uden en forklaring.
Altså...
hele min pension.
Havde ik' en krone.
Sindssyg.
Klar.
Parat.
Forvaring.
Selvmordstruet.
Kald depression.
Det virker måske på nogen.
Det virker nok på de fleste.
Det der...
med at bli' totalt rippet.
det...
kan nemlig godt ta' pippet
fra selv den bedste.
Når man pludselig
hverken har penge
til den første,
den anden
eller den næste.
Men Lotte...
Nu ved jeg ik',
hvor mange år der gået.
Men jeg har i al fald
ik' glemt noget.
Det håber jeg,
du har forstået.
Det er ellers det,
der sker med tiden.
Ikke denne gang.
For jeg har været på røven
lige siden,
da ordene faldt
så frydeligt:
Du ik' ku' li' mig.
Det tydeligt.
Det er hvad det er.
Det beklager jeg.
Men det ik' fair.
Personlig agenda.
Det er...
Flot.
Ik', Lise-Lotte?
Fik du det meget bedre
med dig selv?
Sidde og sanktionere,
til man ik' kan mere.
Fortælle,
hvordan du opererer.
Som med lægen,
der ikke var læge,
men også bar en bagatel.
Skal det skæres ud i pap,
så ræk mig da en skalpel.
Du slipper ikke.
Det siger sig selv.
Løb, Lotte.
Løb tør for held.
Du løber slet ingen steder,
før du har betalt din gæld.
Altså alle de penge,
du stjal,
og som jeg måtte betale.
I Lottes latterlige
sanktionskarrusel.
Totalt bersærk.
Stop dig selv,
før du slår nogen ihjel.
Det er ik' det værd.
Lise-Lotte...
Hvor fucking nederen
du bare er.